no-headline

Påskehilsen

Jeg sender hermed påskehilsen til alle Guds elskede: nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kritus.

Gud ske tak, at Kritus er opvakt fra de døde og ikke dør mere. Døden er opslugt og sejren vundet. Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus kritus. 

Gud har gjort det umulige muligt, så meget står fast!

Så meget står fast i en forandret verden, hvor vi vægrer os mod COVID-19, der er trængt ind som en tyv om natten. Ung som gammel står vi sammen - hver for sig, aftvunget af den påtrængende natur. Naturen opfører sig ikke, som vi betyder den, at den skal, og den møder os ikke, som vi vil. Det må vi indstille os på, ellers bliver vi fanget i dens møde.

Naturen er ikke parat til forhandling, ikke klar til at tale om tingene. Naturen er ikke menneskets verden, overalt sætter vi grænser for den. Den lader sig kun tæmme for en tid, for derefter at gå sine egne veje. Naturen finder altid en udvej, siger matematikeren i Jurassic Park.  Med sine vildskud vender naturen os ryggen, så fremmed som nogensinde. Det vil blive naturen, som stadig mere sætter mennesker på prøve, efter at det længe har været omvendt. Alt sammen grund nok til at vi ikke kan søge tilflugt i det vante, nu hvor naturen vender os ryggen og unddrager sig vor kontrol og beherskelse. 

Så ved man det! Det er imidlertid værd at betænke de steder, hvor naturen ikke er forment adgang. Man sukker efter en Rilke, der digterisk besynger en skål appelsiner. Eller efter en Hesse, der en aprilsdag står i sin have og ser unge bøgetræers blade falde med et, idet nye knopper bryder frem. Hvad er det, der har åbenbaret sig? Er det døden, når vinterløvet giver efter? Er det livet i knopskydningens jubel og ungdom? Nej, svarer Hesse i sit "Aprilbrev", det var "en tilsynekomst af det store og det evige, af modsætningernes sammensmelten" Eller tag nu Grundtvigs smukke salme "Påskeblomst! hvad vil du her", hvor naturen skriver sig af himlen: opstandelsen, bebudet af den ringeagtede bondeblomst. 

Velkommen til midten! Alle læsere skal være velkomne så langt. Måske er I begyndt at læse for at vi omsider kan nå frem til hovedanliggendet. Et af de steder, hvor det formuleres smukt og klart, er hos evangelisten Matthæus: "Men englen sagde til kvinderne: >>Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som har har sagt< Vi tørrer lige øjnene igen.Ikke alene gik Jesus i døden for os, han overtog vor død. Hvordan er dette, at forbinde med os?

Nok kan et menneske gå i døden for et andet, men det kan aldrig overtage den andens død. Ethvert menneske kan kun dø sin egen dø; Men Gud, som formår alt, overvinder døden og skænker os evigt liv. Livet i tiden peger nu ud over sig selv, ind i evigheden. Det evige liv angår et hinsides. Alligevil er det evige liv ikke bare det blotte spor af et hinsides. Det evige liv forholder sig ikke således udvendigt til vor tilværelse. Det evige liv er også det vekselspil, hvor Gud og menneske mødes, i tiden. Vi lever allerede i Guds nærhed, now-here. Vi er ikke forladte, no-where. 

Vi kan tro det. For på højden af sin skaberevne har Gud skabt mennesket. Betragtet i sin art er mennesket det, som er i stand til mødet med Gud. Vi er sammensatte af sjæl og legeme, båret af ånd.

Ånden kan sættes lig med med troens mulighed, hverken mere eller mindre. Det betyder, at troen ustandseligt udgør et åndens arbejde. Og det betyder at vi hver dag, påny og atter påny, er stillet den opgave at holde sammen på os selv fra tid til anden. Sjæl, legeme, ånd er nemlig ikke uden videre givne, fastfrosne, størknede størrelser.

Hver for sig skal de daglige etableres i et vedvarende arbejde. Hvis det kræver et arbejde at opretholde dem hver for sig, hvor meget mere kræver det så ikke at opretholde syntesen af dem? Det er derfor Søren Kierkegaard skriver, at menneskets opgave er at blive hvad det var.

Anderledes formuleret er menneskets forbliven og tilbliven, en konstituerende konstitution, et resulterende resultat, eller hvordan man nu end vil formulere det. Lad os da fejre påske med et ordentligt orgelbrus, idet vi dagligt arbejder lige så ivrigt som nogen storinkvisitor for troen, får appetit som en Esau, møder dagens dont så tørt og konsekvent som nogen vicepræsident for sø- og handelsretten, bekæmper coronavirus forstandigt, sørger for venskab med os selv og hele verden, elsker næsten som vort andet jeg og møder Gud med barnets åbenhed og tillid. 

Af hele mit hjerte ønskes I alle en god påske. 

Peter Falck Sørensen